Det er på mange måder godt for mig at komme lidt ud. Nu hvor jeg ikke længere arbejder hjemmefra hver dag, men indimellem kommer over til civilisationen på den anden side af sundet, ser jeg ikke længere altid sådan her ud mens jeg arbejder.
Det sker faktisk, at jeg opper mig og trækker i op til flere stykker både rent og farvekoordineret tekstil, som jeg ikke har også har sovet i om natten.
Forleden kom jeg ikke så lidt stolt stavrende ned af trappen i mine gode gamle ”Nu skal MILF her fandme til fest”-ruskindstøvler. (Når man mest er vant til at have uldsokker på, kommer man let til at skøjte rundt som et giraf-føl, når man endelig har noget på med en hæl)
Min 6-årige datter, kiggede vurderende på mig. Hun er, som så mange af sine jævnaldrende minimedsøstre, et omvandrende fashion statement og tager jævnligt i børnehave iført noget, der ville gøre selv den ondeste modeblogger grøn af misundelse. Fx. stribede gamacher, to forskellige farver benvarmere, glimmerstrikkjole og Hello Kitty-ørevarmere i juni måned.
Nu kiggede hun op og ned af mig og sagde: ”Wow! Megafede støvler, mor!” Og bedst som jeg rankede ryggen og svømmede væk i fremtidsvisioner af mor-datter-scenarier, hvor hun kommer til at synes, jeg er skidehip at shoppe med, mens alle de andre mødre er superpiiiinlige, fortsatte hun: ”Må jeg få dem, når du dør?”
Da jeg var 11 så jeg et par cowboybukser (Det hed det altså dengang) i gulerodsfacon med hvide frynser ned ad siden. De var så fantastiske, at jeg slet ikke kunne rumme mit begær efter dem. Før et halvt år senere, da jeg pludselig godt kunne rumme det og besluttede, at nu MÅTTE jeg eje dem. Da var de selvfølgelig gået ud af produktion for længst. Hvilket ikke afholdt mig fra at piske rundt i alle Frøkjærs butikker med min mor (og hendes tegnebog) i hælene for at opdrive dem. Uden held. Dén hiver hun stadig op af hatten, når der er noget, jeg er bagud med; ”Det var ligesom dengang med frynsebukserne!”. Jaja. Bevares. Og jeg vil stadig gerne have dem!
Og de bukser blev ligesom startskuddet til, at jeg kom skævt ind på det med mode. Jeg plejer at synes, at det er der moderne lige nu, er helt til hest, og når alle andre så er holdt op med at gå i buffalosko/New Balance/alt hvad der er lilla/leopardprint eller Punk Royal på røven, så synes jeg pludselig, at det er ret fedt. Og så er det umuligt at opdrive. Og ville i øvrigt være totalt kiks pludselig at troppe op i.
Forleden så jeg så til min store glæde et modeblad med et billede af en bleg pige med klasket hår, iført hvid skjorte, slaskede shorts, tennissokker og sorte stiletter. ”Sommerens musthave”, stod der. ”Miks på kryds og tværs”. Og der blev jeg sgu helt glad. For det lignede – minus stiletterne – nærmest det, jeg selv havde på dén dag. (Men det var så mere fordi det var det eneste, der var rent.)
”Måske er der alligevel håb for mig?”, tænkte jeg, og hoppede glad i nyindkøbt armybux. Og kunne to timer senere konstatere, at dét egentlig også er en virkelig fjollet mode:
