25. maj - 2012

Sy-selv-Minimonstre

25. maj - 2012

Jeg har investeret i en fantastisk bog, Microcrafts, i hvert fald fantastisk, hvis man som mig i en alder af 38 sletslet ikke er færdig med at lege med dukkehus, og generelt bare flipper skråt over bitte-små-nuttede-nuser-miniature-ting!

Et af de mange fine projekter i bogen er disse små monstre, der sover i tændstikæsker. De er egentlig lavet i filt. Men da jeg jo bor udenfor lands lov og ret i Sverige, kan man – og nu bliver det virkelig uhyggeligt – ikke opstøve et ærligt udvalg af filt!! Vi gør det åbenbart ikke så meget i velassorterede hobbyforretninger herovre.

Men nød lærer desperat dansker at spinde, så jeg købte fluks en pakke af de der syntetiske mikro-vaskeklude med fire forskellige i til 25,-. Og de er jo faktisk utrolig pæne! Nogle af dem får man lidt ondt i hjernen af at røre ved, men farverne er lækre: Der var en skrig-mintgrøn, en babyblå, en lime-gul og en fesen rosa. Som en anden rengøringsvanvittig husmor på speed tog jeg hele lageret (hvem ved, måske skal man en dag sy et patchworksengetæppe, som man også kan gøre hovedrent med?) og fór hjem og gik i krig:

Nu er jeg ikke så stiv i det der med at følge mønstre og opskrifter (eller færdselsregler), så jeg har selv klippet faconerne efter hovedet. Det må du også gøre. Eller købe bogen!