“2019 har godt nok været et lorte-år”, kan jeg huske jeg sagde til nogen. “Jeg er FÆRDIG med 2019!”, sagde jeg. Det var noget med, at Luke Perry var død og Notre Dame var brændt, og mens min yngste datter var indlagt og fik 2 hjerteoperationer, var der en latterlig lille mandsling, der futtede koranen af, eller truede med at gøre det… i hvert fald blev der brugt en masse skattekroner på at mandsopdække ham, og så var han pludselig ved at komme i Folketinget, og… nej, 2019 fik kun 2 stjerner. Max!
Jeg var KLAR til 2020. “Bring it on”, sagde jeg. “Det kan sgu ikke blive værre!” Dét der hørte jeg godt!”, sagde Karma. Og så stak hun og Moder Natur som bekendt hovederne sammen og sendte hele kloden i seng uden aftensmad. I månedsvis.
Og mens hele verden flatlinede, snuppede jeg min egen Lille Krise i Den Store Krise. For samtidig med at Mette lukkede Danmark ned, kunne jeg konstatere, at mit privatliv gjorde det samme. Den fremtid jeg troede, jeg skulle have, gik ligesom i opløsning for øjnene af mig, fordi den mand, jeg var sikker på, jeg skulle dele den med, pludselig ikke var sikker på noget som helst.
Så mens hele Danmark græd over ikke at kunne komme til påskefrokost hos hinanden, græd jeg over mit forliste ægteskab. Og mens alle andre instagrammede om alle de bøger, de nu eeeendelig kunne få læst imellem alle de lange ture, de gik med deres elskede oppe i deres skidelækre sommerhuse, sad jeg – nu alene – i et rækkehus med et stort fedt til salg-skilt på og stirrede ud i luften.
Og al den surdej folk lavede? For fanden, der var meget surdej! Selv levede jeg mest af kogte æg og Chardonnay og tabte 15 kg. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Da bladene blev rødgule, fik jeg en besked i e-boksen. Fraskilt. Der stod mit cpr-nummer, så den måtte jo være god nok.
2020 vil gå over i historien som et lorte-år for de fleste. For mig vil det altid være det år, hvor skæbnen gav mig et flygel i hovedet. BANG!
Men det blev også det år, hvor jeg fandt ud af, at jeg har verdens bedste venner. Af dén slags, der gider at blive ved med at høre dig flæbe de samme floskler igen og igen, selv om de næsten bløder ud af ørerne. At det passer, når de allesammen siger, “Det går over. En dag bliver du glad igen.” At jeg er stærkere, end jeg troede. Pippi Fucking-Langstrømpe, faktisk!
Og at der stadig er masser af det der kærligheds-noget: