Jeg har ramt den. Muren. Corona-muren.
Jeg gider fandme ikke mere nu! Stop, Søren & Mette, med at tone frem på min skærm med jeres bedemandsansigter og varsle endnu mere lockdown. Dengang i marts for snart et år siden, da I sagde 2 uger, da mente I åbenbart 2 uger ad gangen. I al fucking evighed, føles det som.
Vi ved jo allesammen godt, at det må være sådan. Og vaccinen er på vej og alting har en ende og til påske (Sommer? Efterår?) danser, krammer og kysser vi forhåbentlig allesammen, like there’s no tomorrow… Men lige nu føles mit liv sgu som om jeg er med i “Groundhog Day”, og hver eneste dag starter det hele forfra og Bill Murray kigger tilbage på mig fra badeværelsesspejlet!
“Jeg keder mig ihjel!”, klager jeg til en veninde i telefonen. “Jeg laver ikke andet end at arbejde. Jeg har set netflix i bund! Jeg har bagt alle kager i hele verden. Min hjerne er blevet til mos!”
“Skal vi gå en tur?”, spørger hun træt. “Gu’ gider jeg ej”, vrisser jeg. Og så går vi en tur. For 117. gang.
“Wow!”, sagde min ældste datter i går. “Dagens højdepunkt har simpelthen været, at de lukkede for vandet mellem 17 og 20. Sad life!”
Ja. Sad life.
Jeg drømmer om intimkoncerter og teaterture og kold hvidvin til havefester med gode venner og om at stå på en bar med høj musik og nogen råber een ind i ansigtet og man kan ikke høre, hvad de siger, men det er også lige meget, for man kan mærke deres ånde uden straks at blive panisk angst for, at de smitter een med en møgvirus.
Men indtil da arbejder jeg bare. Og mit eget møde med muren afspejler sig vist i mine tegninger:
