22. januar - 2013

Hong Kong

22. januar - 2013

Så er der live-blogging fra Hong Kong. Nøøøj, hvor er her flot. Og spændende. Og larmende. Og mange butikker. Hvor man kan købe ALT. Det kan godt være, jeg føler mig som citygirl i København, men her er jeg bare verdens største bonderøv.En bonderøv fra provinshullet København.

Det her er the shit. Det myldrer med travle forretningsmænd med cognacsfarvede kalveskindsmapper og skræddersyede jakkesæt, smukke kvinder med knaldsort hår og Manolos, gamle krumbøjede, tandløse oldinge, kinesiske teenagere med Hello Kitty-hårbøjler og turkise striber i håret, højtråbende skoledrenge i uniform, amerikanske, rige enker belæsset med Dior-poser og benovede turister som mig selv.

Jeg har stæset rundt fra morgen til aften, været på gademarkeder og gedemarkeder, på The Peak, på cruise med fællesdans og disco på et skib der havde sin storhedstid i 80′erne, spist kinesisk, thai og vietnamesisk lige fra det mindste gadekøkken til den eksklusiveste restaurant med udsigt over hele Hong Kong fra 29. etage, købt en masse eet eller andet jeg ikke aner hvad er, bare fordi emballagen er så pæn, og naturligvis gennemtrawlet diverse art supply stores og ribbet dem for kinesisk papir, bambuspensler og bøger om grafisk design. Og stempler! Fandt en hel gade kun med boder med kinesiske stempler. Men måtte styre mig lidt, for hvor meget er det egentlig liiige man har brug for at stemple nogle kinesiske tegn? Selvom de er smukke. Så jeg købte kun fire! Ha.

Imorgen er der atter en dag, og kl. her er 01.30, så jeg vil klappe i og lade billederne tale for sig selv: