7. august - 2012

Fifty Shades of Grey – anmeldelse

7. august - 2012

Hvis ikke du allerede har stiftet bekendstskab med Christian og Anastasia, så kommer du helt sikkert til det. Fifty Shades trilogien må siges at være en verdensplage. Mangen en rødkindet, forventningsfuld husmor (faktisk over 30 millioner) verden over har sneget den ned i tasken hos boghandleren, den har slået (no pun intended) Harry Potter som verdens hurtigst sælgende paperback, og den engelske forfatter, E. L. James, der selv siger, at bøgerne er et produkt af hendes galopperende midtvejskrise, er røget ind på Times Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer.

Det hotteste topic i Hollywood lige nu er: Hvem skal spille Christian Grey og Anastasia Steele i The Movie???

Barbara Cartland møder Marquis de Sade
For de komplet uindviede (mandlige sikkert) læsere, kan jeg fortælle, at bøgerne handler om Anastasia, en romantisk, litteraturstuderende 22-årige jomfru (det er i øvrigt et under, hun stadig er dét, for hun er omgivet af lækre mandlige venner, der er helt forgabte i hende, men det har hun selvfølgelig ikke ænset, dybt begravet i Jane Austen, som hun har været), der møder den gudesmukke, multimilliardær Christian Grey, der bare vil ha’ hende. Eneste problem i det setup er bare, at han er lidt (meget) dominerende. Og småsadistisk. Men derudover faktisk en kanon flinker fyr. Og så går det ellers løs, og Ana er ikke jomfru ret meget længere. Og det dersens sex, det bider sgu på hende. Det har de meget af. På alle mulige mere eller mindre kinky måder.
En knaldroman i ordets bedste forstand altså…

So why all the fuss?
Let’s be real: Den her bog vinder sgu ikke nogen Pullitzerpris. Sproget er skrigende ensformigt. Der er rigtig meget “frowning”, “scolding” og “inhaling sharply”, og man når til et punkt, hvor man tænker, at hvis der een gang til står, at hun bider sig i underlæben og kigger ned på sine hænder, eller hvis hun een gang til “splinters into a million pieces”, så finder jeg sgu selv den nihalede frem og hænger mig i den. Vi skal helt hen i bind 3 før forfatteren kaster sig ud i et så halsbrækkende tekstmæssigt greb som spring i tid. Indtil da har bogen været opbygget som en 5-klasses elevs dansk-stil: Så sker der dét, så går jeg dérhen, og så sker der dét. Dadam dadam dadam.

Ikke desto mindre har min familie ikke kunnet komme i kontakt med mig, siden jeg startede på bøgerne. Da først jeg slog mig til tåls med, at det her ikke er noget litterært mesterværk, og det er også okay, så slugte jeg de 1500 sider! Fuldstændig tabt for omverdenen. En gang imellem kiggede jeg op, og så stod min mand der og sagde, at der var mad, og jeg virrede med hovedet, lettere forvirret over, at han ikke havde stålgrå øjne og var multimilliardær, og at jeg ikke selv havde langt mørkt hår og stængerne smækket i vejret konstant.
Jeg ved ikke helt, hvad hun kan, hende James. Måske rammer hun bare plet ned i ens pubertære askepotfantasier, ligesom de Viktoria Holt-romaner, jeg slugte, da jeg var 12. Måske er det netop det letbenede sprog og den kronologiske opbygning, der gør, at man skøjter som på glidecreme gennem de tre bind. Summa summarum er, at jeg var fantastisk underholdt ligesom millioner af andre læsere i 40 lande har været det. Og jeg glæææææder mig til filmen!
So spank you, very much, E. L. James!

1. bind af Fifty Shades of Grey udkommer på dansk den 31. august 2012 på Forlaget Pretty Ink

Du kan se nogen film her.