12. juni - 2012

Edderbroderemig!

12. juni - 2012

Hvis der var nogen, der for to år siden havde sagt til mig, at jeg ville blive helt bidt af at brodere, ville jeg nok have sagt, at jeg hellere ville hænge mig i en gammel klokkestreng. For mig var broderi indtil for ret nyligt henlagt i “Aldrig-mere-skuffen” sammen med en grånusset, svedig gulvklud med uendelige rækker af korssting lavet i håndarbejdstimen i 4. klasse under skarp overvågning af Sure Inger. Vi skulle bl.a brodere vores navn, og jeg kan huske, at jeg forbandede mine forældre for at have kaldt mig Pernille, mens min heldige veninde kun hed Ida – og var færdig på en time.

Men altså. Live end learn. Broderi er hothothot. I boligindretning, på tøjet, i grafisk design.  Men da mine evner aldrig er nået videre end til gulvkluden, så må jeg jo ty til professionelle for at lære det. Ad sti afsted med mig til Karen Maries kursus. Problemet med professionelle er jo bare, at de altid er så skidedygtige, at man får lyst til at stikke en gammel stoppenål i øjet på sig selv af ærgrelse over, at man ikke har øvet sig noget mere. Karen Marie hun har så helt sikkert haft en bedre lærer end Sure Inger i sin tid. Og så har hun vist luret allerede for en del år siden, at dét der broderi ikke kun er for portvinspimpende gammeljomfruer. For, damn, hun er god. Men heldigvis for os andre brodumrianner, lærer hun fra sig på sine fine kurser. En hel lørdag i selskab med 3 andre brodøser (hvoraf den ene, Anne Dorte, har en fin blog, du kan se her), masser af brodere-tips, sladder og dejlig frokost. Armen, kan man ønske sig mere? Her er lidt fotos fra dagen: