Jeg har røget hash een gang i mit liv. Jeg var til en fest med nogle venner, og jointen gik rundt, og ham den arkitekstuderende, der rakte mig den, havde virkelig pæne brune øjne. Og pludselig var jeg ikke længere til en fest med nogle venner, men derimod til et virkelig nederen arrangement, hvor alle var sure på mig, og havde en skjult dagsorden, og kiggede arkitekt-dude ikke også mærkeligt på mig?
Det lykkedes mig endda at blive uvenner med min veninde Pernille, som det ellers er umuligt at blive uvenner med, med mindre du sætter ild til hendes hår og barberer hendes hund eller forfører hendes mand eller sådan noget. Hun havde nemlig også røget, og hun bliver som regel stangbacardi af en lys øl, så hun var heller ikke helt sig selv. Med andre ord, det der hash (eller hvad det hedder; jeg har aldrig kunnet finde rundt i de der termer; bong, tjald, galar, pot, den fede: Det er altsammen kaudervældsk for mig) gjorde det ikke rigtig for mig.
Derfra var der ligesom ikke rigtig grund til at prøve det igen. Stærkere sager har heller aldrig været på tale. Jeg er simpelthen alt for glad for min trods alt velfungerende krop og min hjernekapacitet til nogensinde at have turdet at kaste mig ud i hverken piller med glade ansigter eller psilocybinsvampe. Som 12-årig læste jeg Christiane F med stor fryd, men jeg fattede aldrig, hvad fanden hun havde gang i. Og da jeg så Pusher, havde jeg hele tiden lyst til, at der skulle komme en varm, rummelig mor med et stort fad hjemmebagte boller og en kande the, og sætte sig ned med Frank og Milo og rigtig taaaaale om tingene, så vi kunne få orden på det rod.
Jeg ville blive en sølle narkoman. Jeg drikker ikke engang kaffe.
Men hvis man kunne skyde marcipanbrød direkte ind i årerne, så gjorde jeg det. Hvis man kunne junke vingummibamser og skumfiduser og heksehyl, så lå jeg på en hullet madras i nordvest, high as a kite med pupiller som spejderhagl. Jeg elsker slik. Og det er ingenlunde på en velafbalanceret, voksen, “Nu tager jeg lige en enkelt Blomme i Madeira til Nyhederne”-måde. Det er mere på, nu spiser jeg lige 2 plader Ritter Sport og topper dem af med en pose chips og skyller hele møget ned med cola og er der så mere brunsviger?- måden.
Og jo, det KAN faktisk sammenlignes med at være afhængig. Jeg bliver et monster, hvis det er fredag, og der ikke er købt slik. Så kan man sagtens se mig stå på hovedet i køkkenskabet, gnaskende på et stykke kogechokolade, mens jeg råber: “bliver gelatine til vingummi, hvis man koger det???”
Forleden da jeg fandt en glemt cola i grønsagsskuffen (oh, the irony), sagde min mand: “Guud, dit ansigt lyste rent faktisk helt op!”
Jeg er slikoholic. Men mine dage som junkie er talte. Måske. For jeg har lovet at teste den bog, der hedder “Slip slikket”. Vil mine fredag aftener fremover være fyldt med lakridrodsvand og quinoa muffins? Og vil jeg blive så frelst, at jeg begynder at henvende mig til fremmede på gaden og spørge, om de egentlig er KLAR over, hvor grumset, deres aura er af alt det djævelskab, de fylder sig med? Læs med her på bloggen de næste par uger, hvor jeg tester og anmelder bogen…
I mellemtiden tager jeg afsked med noget dårligt selskab:
