Illustrafils Blog

Een af de gode ting ved at nærme sig de 40 er, at man bliver så utrolig klog. Man ved nu, at man ikke bliver et lykkeligere menneske af at kunne presse sig ned i en str. 36. Man ved, at ham fra 3.X, der altid var så skidesjov og kunne drikke som en svamp, han stadig drikker som en svamp. Nu er han bare ikke så skidesjov mere. Og man ved, at nytårsaften ikke er årets brag af en fest. Det er bare en aften.

Da jeg var yngre, var nytårsaften altid skruet så højt op i forventningerne, at den med sikkerhed udløste en mindre depression hos mig dagen efter. For dér stod jeg klokken tolv; tænderklaprende i så latterlig lidt tøj, at der nærmest blot var tale om nylonstrømper, hårlak og en håndfuld pailletter. Med glimmer ned af kinderne og et anstrengt “Neej, hvor er det her bare årets fest”-smil klistret på ansigtet. Rundt omkring mig dansede en flok fulde mennesker, der altid så ud som om de vitterlig HAVDE årets fest, og jeg stod altid bare og blev melankolsk og rørstrømsk og kiggede undrende på den skingrende søde kransekage i min hånd, sikker på, at der måtte være noget galt med mig, når jeg for helvede ikke bare kunne være lidt mere FESTLIG til årets største fest. Først når jeg kl. 04 om morgenen lå hjemme i min seng med en pose varmt bagerbrød, en halv liter cacao og noget socialrealisme af Martha Christensen (omhandlende nogen, der havde en endnu værre fest end mig) følte jeg mig tilpas.

Jeg tror faktisk ikke, jeg har haft een eneste god nytårsaften før jeg fyldte 30. Jeg kan i hvert fald ikke huske nogen.

Til gengæld kan jeg huske den, hvor halvdelen af selskabet kom op og slås og en pige fik et heksehyl op under kjolen og hendes strømper smeltede ind i benet på hende. Eller det år, hvor alle de mandlige gæster stod hele aftenen og trykkede næserne flade mod ruden inde i værtindens soveværelse, mens de hujede og heppede på parret i lejligheden overfor, der VIRKELIG havde årets fest i vindueskarmen.

Eller det år, hvor jeg sammen med 3 par skulle til middag. Jeg var single (som sædvanlig) men skulle troppe op med en psykologistuderende, jeg havde været på en 2-3 fesne dates med. Han var spinning-instruktør og havde lægmuskler, der kunne kickstarte en rumfærge, og det fik mig åbenbart til at se bort fra, at han ikke havde skyggen af humoristisk sans. Han havde åbenbart heller ikke noget ur. I hvert fald dukkede han aldrig op. Og gav i øvrigt heller ikke lyd fra sig. Før d. 27. januar, hvor han tilsyneladende havde fundet sin mobiltelefon igen og ringede og spurgte om jeg gav en portion pasta. Det gjorde jeg så ikke. Men jeg gav da en ordentlig røffel i telefonen, så de kunne høre det udover hele Fitness World, eller hvor han nu var henne.

Men tilbage til nytårsaften. Dér sad jeg så i bedste Bridget Jones-stil med 3 meget fasttømrede par, der diskuterede boligpriser. Og var i den grad hende, der var blevet brændt af. Til årets fest.