Jeg ved ikke hvorfor jeg er blevet sådan et overnervøst skvat, når det kommer til transportmidler. Jeg er aldrig kørt galt (kun lige den hvor jeg kørte ind i en turistbus første gang jeg skulle køre med mit nyerhvervede kørekort, men da var det kun min stolthed, der blev såret), jeg er ikke faldet over bord fra noget skib, og jeg kan faktisk ikke engang huske, at jeg nogensinde er væltet på cykel… i hvert fald ikke efter jeg er fyldt 8.
Alligevel skal jeg, hver gang jeg skal ombord på et fly, igennem et ritual, hvor jeg på vej ned i gaten indvendig holder en lang, rørstrømsk, fabulerende afskedsmonolog i retning af ”Nå, så går jeg så her, det var så dét, er det virkelig det værd, bare fordi jeg gerne vil daldre lidt rundt i Paris, så sætter jeg mig op i denne her sardindåse, og om lidt er det farvel til alle dem jeg elsker, farvel søde piger, farvel søde Kasper… hmmm… han er garanteret en af de der mænd, der er gift igen med en 27-årig et år efter jeg har stillet sutterne, og hvor mange mon der kommer til min begravelse, åh nej, bare de ikke vælger de der hæslige nelliker, åh, hvor er det alligevel sørgeligt og synd for mig, at jeg skal dø så tidligt…” og blablabla.
Lidt efter, når jeg sidder i flyet fortsætter det. Nu i form af en indre splatterfilm, der forestiller de omkringsiddende passagerer, der bliver suget ud af vinduerne, brænder op og bliver halshugget af bakker med flymad, der farer gennem luften, mens nogen råber brace, brace, og andre tramper stewardessen ihjel. Og jeg VED bare, at jeg vil stå og fumle med den der redningsvest og ikke kunne finde ud af at lukke den, og kigger i smug rundt på de nærmest siddende og overvejer, hvem af dem, jeg helst vil spise, når vi om lidt vågner op i Andesbjergene ligesom det der rugbyhold fra ”Vi lever!”
Det gode ved at flyve til Hong Kong, som jeg gjorde for nylig, er, at man ikke kan opretholde denne tilstand af konstant panik og dødsrædsel i 12 timer. Det er simpelthen for udmattende. Så allerede en halv time inde i en af de virkelig dårlige indiske film, man kunne vælge mellem, holdt jeg faktisk op med at prøve at tyde, om det var skyggen af rædsel, jeg kunne læse i stewardessens ansigt, hver gang vi ramte et lufthul og besluttede mig for, at hun bare havde taget for meget læbestift på.
Men det undrer mig altid, at jeg tilsyneladende er den eneste, der har det sådan. Alle andre tager de der sovebrilledimser (som jeg aldrig er tjekket nok til at huske at anskaffe) på og knalder brikker stort set fra det øjeblik, de sætter sig i sædet og til vi lander. Jeg er udover panikangst også udstyret med virkelig lange ben, så jeg lukker ikke et øje, men kører rundt i sædet som en ADHD’er i en myretue.
Da jeg efter turen hjem kom ind på mit kontor, var der kommet en pakke til mig. Tre lækre, luksushovedpuder fra Temprakon, som jeg skal anmelde her på bloggen. Sjældent er puder faldet på så tørt et sted. De er åbenbart lavet af det samme rumteknologiske materiale som astronauters dragter, så Temprakon-typerne var selvfølgelig så tjekkede, at de oveni puderne havde vedlagt sådan én der. Sovebrilledims. Det slog mig et øjeblik, at de måske kunne udvide deres sortiment med Temprakon-øremuffer i lydtæt astro-materiale, så man hverken kan se eller høre (de andres snorken).
Well. Fly me to the moon! Men først skal jeg hjem og sove.
Share on Facebook
