Jeg elsker at spille kort. Jeg er så tilfældigvis utrolig dårlig til det. Jeg glemmer reglerne fra gang til gang, Jeg har åbenbart en faldlem i hjernen, hvor min stedsans og evnen til logisk tænkning er forsvundet ned igennem. Hvilket også ville forklare at jeg er så ringe til at køre bil. Nå, men hver gang jeg skal spille kort med nogen, skal vi igennem en virkelig lang, dræbende seance, hvor alle andre sidder og sukker og spiser alle pistacienødderne, mens jeg skal have forklaret spillets regler helt fra bunden, selvom det er det samme spil, vi har spillet, de sidste 219 gange, vi har været i sommerhus. Jeg bliver ved med at stille irriterende spørgsmål à la ”Bekende kulør? Hvaffor en kulør?”, ”Er det 11 ham prinsen er værd?” og ”Hvor meget tæller spar et?”, så mine medspillere vrider sig på stolene af lidelse, indtil der til sidst er en eller anden barmhjertig sjæl, der skærer igennem og hvæser ”Nu spiller vi bare, så ser vi hvordan det går”. ”Okay”, svarer jeg så, mens jeg prøver at holde alle mine kort på hånden uden at tabe nogen og desperat overvejer, om jeg skal sætte dem i farve- eller talorden…
Så når jeg siger, at jeg elsker at spille, så mener jeg, at jeg elsker idéen om at spille. Jeg synes scenariet er så tiltalende. Det der med at sidde rundt om et bord med grøn dug og spise peanuts og drikke vin og sige ting som ”trumf” og ”forhånd” (selvom jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad de betyder). Og grine og være sammen! På den analoge, 70’er-agtige måde, hvor man virkelig er til stede og der ikke er et TV eller noget facebook eller iPad, der skal tjekkes samtidig.
Da jeg var barn, var det bedste jeg vidste, når vi skulle spille kort. Fordi det var ensbetydende med, at man havde sine forældres fulde opmærksomhed og man var sammen og der var dømt hygge! Måske er det derfor, jeg aldrig kan huske reglerne. Og altid taber. Fordi jeg i stedet for at følge med, sidder og får sådan en ud af kroppen oplevelse, hvor jeg sidder med en glædeståre i øjenkrogen udenfor det hele og indvendigt flæbe-fabler en lind tankestrøm af ”Neeej, se hvor den grønne dug matcher gardinet, og stearinlysene reflekteres i vinglassene og hold nu kæft, hvor vi hygger os…”
I bund og grund har jeg nok bare ikke det der vinder-gen. Jeg er vist ret skideligeglad med, om jeg vinder eller taber i canasta. Bare dugen matcher. Hvilket er heldigt, eftersom jeg altid taber.
I virkeligheden er jeg lidt misundelig på folk, der har det der kort-gen og kan spille bridge eller poker eller noget andet kompliceret, for de kan altid slå sig ned i en flok, hvor de ikke kender nogen, og vipti-vupti, sidder de og har det skidehyggeligt og skraldgriner og drikker whiskey. Og har et fællesskab. Hvor de kan være sammen uden at skulle sige en skid. Andet end ”pas” indimellem. Som ham her, som jeg faldt over forleden: Kudos til fyren, alligevel: Sidde i 3 dage og spille poker uden at tage bare en lille blunder. Jeg synes nu alligevel han ser lidt vissen ud til sidst. Men jeg sku’ nødig snakke. Mit pokerfjæs ser ca. sådan her ud:
