bøger, Slik

Slip slikket!

Jeg har røget hash een gang i mit liv. Jeg var til en fest med nogle venner, og jointen gik rundt, og ham den arkitekstuderende, der rakte mig den, havde virkelig pæne brune øjne. Og pludselig var jeg ikke længere til en fest med nogle venner, men derimod til et virkelig nederen arrangement, hvor alle var sure på mig, og havde en skjult dagsorden, og kiggede arkitekt-dude ikke også mærkeligt på mig?

Det lykkedes mig endda at blive uvenner med min veninde Pernille, som det ellers er umuligt at blive uvenner med, med mindre du sætter ild til hendes hår og barberer hendes hund eller forfører hendes mand eller sådan noget. Hun havde nemlig også røget, og hun bliver som regel stangbacardi af en lys øl, så hun var heller ikke helt sig selv. Med andre ord, det der hash (eller hvad det hedder; jeg har aldrig kunnet finde rundt i de der termer; bong, tjald, galar, pot, den fede: Det er altsammen kaudervældsk for mig) gjorde det ikke rigtig for mig.

Derfra var der ligesom ikke rigtig grund til at prøve det igen. Stærkere sager har heller aldrig været på tale. Jeg er simpelthen alt for glad for min trods alt velfungerende krop og min hjernekapacitet til nogensinde at have turdet at kaste mig ud i hverken piller med glade ansigter eller psilocybinsvampe. Som 12-årig læste jeg Christiane F med stor fryd, men jeg fattede aldrig, hvad fanden hun havde gang i. Og da jeg så Pusher, havde jeg hele tiden lyst til, at der skulle komme en varm, rummelig mor med et stort fad hjemmebagte boller og en kande the, og sætte sig ned med Frank og Milo og rigtig taaaaale om tingene, så vi kunne få orden på det rod.

Jeg ville blive en sølle narkoman. Jeg drikker ikke engang kaffe.

Men hvis man kunne skyde marcipanbrød direkte ind i årerne, så gjorde jeg det. Hvis man kunne junke vingummibamser og skumfiduser og heksehyl, så lå jeg på en hullet madras i nordvest, high as a kite med pupiller som spejderhagl. Jeg elsker slik. Og det er ingenlunde på en velafbalanceret, voksen, “Nu tager jeg lige en enkelt Blomme i Madeira til Nyhederne”-måde. Det er mere på, nu spiser jeg lige 2 plader Ritter Sport og topper dem af med en pose chips og skyller hele møget ned med cola og er der så mere brunsviger?- måden.

Og jo, det KAN faktisk sammenlignes med at være afhængig. Jeg bliver et monster, hvis det er fredag, og der ikke er købt slik. Så kan man sagtens se mig stå på hovedet i køkkenskabet, gnaskende på et stykke kogechokolade, mens jeg råber: “bliver gelatine til vingummi, hvis man koger det???”

Forleden da jeg fandt en glemt cola i grønsagsskuffen (oh, the irony), sagde min mand: “Guud, dit ansigt lyste rent faktisk helt op!”

Jeg er slikoholic. Men mine dage som junkie er talte. Måske. For jeg har lovet at teste den bog, der hedder “Slip slikket”. Vil mine fredag aftener fremover være fyldt med lakridrodsvand og quinoa muffins? Og vil jeg blive så frelst, at jeg begynder at henvende mig til fremmede på gaden og spørge, om de egentlig er KLAR over, hvor grumset, deres aura er af alt det djævelskab, de fylder sig med? Læs med her på bloggen de næste par uger, hvor jeg tester og anmelder bogen…

I mellemtiden tager jeg afsked med noget dårligt selskab:

Pernille Mühlbach er slik afhængig

27 Comments

  1. Held og lykke med projektet.

  2. Jo tak :-)

  3. Jeg sætter mig lige i rundkredsen af slikaholic´er. Puhaaa spændt på hvordan du klarer at undvære slik…skriver jeg med munden fuldt af slik snebolde…arhmmmm ahhhh :-)

  4. Snebolde… åååårhhhhh!

  5. Hahaha – you crack me up! Det er simpelthen SÅ sjov læsning det her. Men, helt ærligt! Har vi ikke alle det sådan en gang imellem… Jeg har det lidt sådan med is… jeg har svært ved at stå for is. Det smager altså bare skønt :-) Held og lykke med projektet – jeg glæder mig til at høre om det. :-)

    • “Jeg har det LIDT sådan med is”??? Øh, ja, Winnie, det tror jeg, du har :-) Kan godt huske sidst vi var hjemme hos jer og du hev de der 6-7 bægre frem :-) Men jo, is er også godt!

  6. “pupiller som spejderhagl” LOL

  7. Kære Pernille.
    Det er godt nok sjovt skrevet … og et fantastisk emne … mon ikke alle har en eller anden … måske flere passioner.
    Hvis jeg kunne slippe for mavens chokkramper, og de gigantiske rysteture man hurtigt kan få bare efter anden kande – ville jeg gladeligt kunne drikke kaffe døgnet rundt … også lige et par kopper i løbet af natten, når man nu alligevel var oppe for at hælde vandet fra kartoflerne – men man må styre sig … i hvert fald en gang i mellem.
    Gode man så kan veksle lidt med vin indimellem kaffen :-)
    Skål og god weekend … nåh nej – god mandag, må vist have mig lidt mokka
    Søren

    • Det er sgu da også fandens, at alt, hvad der er godt er usundt i store mængder og samtidig så fandens vanedannende. Man hører da aldrig om nogen gulerodsjunkier eller nogen, der bare går AMOK i selleri?? God kaffeslabberas!

  8. Ha, ha – og så lige op til jul – god timing, hvis det skál være svært. Glæder mig til at høre om det virker, og hvad der følger med af sundhedsfremmende tiltag i øvrigt – og især om du bliver omvendt afhængig og fremover vil forsage alle former for godis…

    • Jeg tænker, at jeg bliver een af de dersens sundhedsapostle, der siger “Så er der julegodter” og så sætter DADLER og FIGNER og clemmentiner på bordet. Pseudoslik. Føj. Jeg bliver ulidelig. Men sund.

  9. Det lyder spændende. Og meget, meget modigt. Helt ærligt, havde jeg aldrig turde prøve selv. Tror jeg ville blive fandens uudholdelig at leve sammen med. Har faktisk også været i såvel pålægschokoladen som kogechokoladen igen i dag – i mangel af bedre, og fordi min krop VIRKELIG havde brug for det. Glæder mig til at følge dit projekt – måske jeg kan lære noget af det….

    • Ja, ikke? Jeg er i skrivende stund også lidt i tvivl om jeg har slået for stort (marcipan)brød op. Har nemlig opdaget, er der er dadler i utrolig mange af opskrifterne, og jeg er ikke sikker på, jeg kan lide dadler? Nå, only one way to find out :-)

  10. Hahaha Pernille! Shhhh… ;-D Det der siger Søren også altid – jeg fatter altså ikke hvor I har det fra. Det passer ikke ;-P

  11. Kære Pernille

    Fin blog.

    Er det med vilje, at man ikke kan få lov at dele siderne til FB, men kan like eller sende?

    Rigtig dejlig weekend

    SMIL // K

    • Kære Kristine,
      Tak! Og næææh… det er egentlig ikke med vilje. Jeg vil så hjertens gerne deles :-) Har du et tip til et godt plugin? kh Pernille

      • Pinligt – det var min computer der kludrede i indlæsningen – så du HAVDE en shareknap – jeg kunne bare ikke se den : )

        Beklager forstyrrelsen ….

        Hav en vidunderlig dag

        // K

  12. Hæhæ, nej, du havde ret. Jeg har først fået den for lidt siden. Fik den geniale idé at søge på “share on facebook” under plugins, hehe :-) Så tak for tip :-)

  13. omg du beskriver mig der hehe bliver nødtil læse mere :)

    • Hehe, det er godt at vide, man har medafhængige derude. Måske er der basis for en støttegruppe? :-)

  14. Tjudelut,
    Hyggede mig gevaldigt med dit indlæg. Jeg melder mig også under lakridsstængerne :o) Og jeg er også den der spiser det HELE i STORE mængder, kan ikke nøjes med hverken is eller andet.
    Så lige at Caroline Fibæk giver en gratis ebog væk, chokoladekuren. Det må prøves.
    God fornøjelse
    Eila

    • Chokoladekuren??? Må man så kun spise chokolade? Guud, den kur tror jeg rent faktisk, jeg ville kunne holde :-D

  15. Åh. Ville ønske at jeg kunne finde min egen rygrad (måske ligger den i grøntsagsskuffen??) og tilslutte mig ‘Slip Slikket’ (var ved at skrive ‘Slik Slikket’ det gav mere mening :-D).
    Lad mig endelig vide hvordan det går. Min krop er tyk og min hud er grim og mit forhold til marcipan snitter er ved at komme ud i det ekstreme…
    Øv.

  16. Hæ. Kan glæde dig med at det går ufattelig dårligt. Mere herom i blogindlæg coming up snarest. Er faktisk også røget over i “Slik slikket”-grøften… :-)

  17. Hvor har du dog en lækker streg.
    - Og en lækker blog!

Leave a Reply