Jeg har investeret i en fantastisk bog, Microcrafts, i hvert fald fantastisk, hvis man som mig i en alder af 38 slet, slet ikke er færdig med at lege med dukkehus, og generelt bare flipper skråt over bitte-små-nuttede-nuser-miniature-ting!
Et af de mange fine projekter i bogen er disse små monstre, der sover i tændstikæsker. De er egentlig lavet i filt. Men da jeg jo bor udenfor lands lov og ret i Sverige, kan man – og nu bliver det virkelig uhyggeligt – ikke opstøve et ærligt udvalg af filt!! Vi gør det åbenbart ikke så meget i velassorterede hobbyforretninger herovre.
Men nød lærer desperat dansker at spinde, så jeg købte fluks en pakke af de der syntetiske mikro-vaskeklude med fire forskellige i til 25,-. Og de er jo faktisk utrolig pæne! Nogle af dem får man lidt ondt i hjernen af at røre ved, men farverne er lækre: Der var en skrig-mintgrøn, en babyblå, en lime-gul og en fesen rosa. Som en anden rengøringsvanvittig husmor på speed tog jeg hele lageret (hvem ved, måske skal man en dag sy et patchworksengetæppe, som man også kan gøre hovedrent med?) og fór hjem og gik i krig:
Nu er jeg ikke så stiv i det der med at følge mønstre og opskrifter (eller færdselsregler), så jeg har selv klippet faconerne efter hovedet. Det må du også gøre. Eller købe bogen!
Er du blevet endnu mere hooked på små monstre og kan du hækle, er disse også supersøde!
Share on Facebook











Kære Pernille – Tak for sidst, skønt at møde dig og hold da op en fin blog du har, er vild med din måde at føre pennen, både når det ender i ord og tegning!
Glæder mig til at se dine fine fisk svømme rundt her et sted!
Dejlig mandag til dig – KH Karen Marie
Kære Karen Marie, i lige måde! Jeg havde en herlig dag og ser nu broderimuligheder i alting
Det er helt sikkert noget, jeg vil udforske! Jeg fik lavet lidt mere på fisken, nu mangler der bare lidt bobler, havplanter og måske en fiske-ven, så begynder det at ligne noget! Jeg lægger et indlæg + fotos fra i lørdags på bloggen lige så snart, jeg kan se mit snit til det
KH Pernille
Sikke nogle skønne monstre, og sikke en skøn blog du har! Faldt tilfældigt over den, og det bliver ikke sidste gang jeg stikker hovedet ind. Tak for skøn læsning og billeder
Mvh
Marie
Tak Marie, det er jeg glad for