En køre-krysters bekendelser

Da min storebror fyldte 18, fik han penge til et kørekort. Da jeg blev 18, havde mine forældre åbenbart ikke flere penge, for der vankede i hvert fald ikke noget. Jeg havde så i øvrigt heller ikke den fjerneste lyst til at lære at køre bil, men ville sikkert hjertens gerne have brugt pengene på grimme buffalo-sko,  CD’er med The Cure og uendelige antal frisør-forsøg på at få hår som Meg Ryan i stedet for. (Ja, det var i 90’erne) Dét blev der så ikke noget af.

Da jeg blev 30 tænkte jeg, at det nok ville være på tide at få det der kørekort nu. Også for ligesom at fastcementere, at nu var jeg voksen. Eller i hvert fald prøve at ligne een, der var det. Desuden var jeg flyttet fra København og var ved at være rimelig træt af DSB First.

Det kan bare på ingen måde anbefales at tage kørekort, når man er så gammel, at man har en fornemmelse for, hvilken helvedesmaskine en bil er! Man skal tage det, når man er 18 og kun tænker på sig selv og ham der den lækre fra 3. G, og i øvrigt overhovedet ikke skænker det en tanke, at man kunne komme til at meje en skoleklasse ned i krydset ved Buddinge Hovedgade, fordi man lige glemmer hvad, der er bremsen og hvad der er speederen. (Jo, det kan faktisk ske for selv de bedste at tage fejl af de to pedaler, og det er ingen skam, heller ikke på P-pladsen foran ICA!)

Jeg har altid været skrækslagen for at køre bil. Jeg er elendig til at køre bil, selv når det ikke er mig, der kører! Er den der virkelig belastende type, der som passager, sidder og råber “PaaaaAAASSSSS nu pååÅÅ…” og jokker på den imaginære bremse under hele turen. Af en eller anden grund, griber jeg også altid ud efter dørhåndtaget, når jeg synes, at nu bliver det for vildt. Hvad fanden har jeg tænkt mig? At stå af i farten?

Herovre i Sverige, hvor jeg bor, må man smække et skilt, hvor der står “övningskör” i bagruden, og så må man fræse rundt i trafikken, bare man er i selskab med een, der har kørekort. Det i sig selv er jo helt til hest! Forbudssverige??? Det er jo det rene galimatias!

Nå, men på med skiltet, og mig ind bag rattet. Ved siden af sad min mand, som er en af den slags bilister, der kan skråle med på P3, spise en sandwich og tage et vigtigt telefonmøde samtidig med, at han kører 120 på motorvejen…

Vi kørte ud på et stort øde markområde. Hvor jeg resolut kørte ind i et hus. Det er ikke løgn. Der var bare eet hus i en radius af 200 km, og det skulle jeg absolut køre forbi, syntes ham elitebillisten ved min side, så jeg drejer ned ad vejen, men så bliver bilen bare ved med at dreje, mens min mand sidder og skriger “RET OP, RET OP!” (Hvad fanden betyder det??). BANG! Lige ind i muren. Ud kommer Hr. og fru Jönsson væltende, med kaffen galt i halsen og kagekrummer om munden, og ser sgu noget overraskede ud over at se en fesenblå Ford Focus holde inde i haven. For ligesom at gøre fadæsen komplet, ruller en stor busfuld ornitologer op på siden af os, og mand, får de lige knipset nogle billeder! Jeg krøb ud af bilen, byttede plads med Kasper, og sad hele vejen hjem og tudede, mens jeg tampede ham på armen og råbte, at man med fordel kunne sige “Drej rattet den anden vej” i stedet for “Ret op” som sgu da ingen 30-årige kvinder uden kørekort ved, hvad betyder! Alternativt kunne han jo have hevet i håndbremsen!

Senere fik jeg utroligt nok kortet i første hug. Og den første dag, jeg skulle køre til København alene, kørte jeg ind i en turistbus. Så gik der lige en 5 års tid, inden jeg skulle prøve dét igen.

Nu har jeg fået køretimer af Verdens Bedste Køre-Allan, så nu tør jeg godt køre rundt herovre på bøhlandet, endda også med børnene (Jeg har lært at rette op). Men jeg er stadig ikke helt afslappet omkring det: