illustration, tegning

Fordele og ulemper ved at være selvstændig…

Fuglene kvidrer udenfor, sneen er smeltet herovre på Göran Tyndskids pløjemark, der er ingen tvivl: Foråret kommer. Og med det: MOMS-regnskab. Nu ved jeg godt, at jeg for nylig pralede af at være en rigtig artig goodie-goodie. Men det er altså desværre ikke kædet sammen med at have orden i tingene. Man skulle ikke tro, at det var så svært for en normalt begavet kvinde at gemme regningerne på de ting, hun køber og lægge dem i en mappe, og bruge erhvervskortet til erhvervskøb og privatkortet til privatkøb. Det lyder ikke indviklet, vel? Men det har vist sig at være noget nær en umulighed for mig. Derfor foregår moms-regnskabs-seancen ca. sådan her hver gang:

1. Jeg finder ud, af at der er 14 dage til jeg skal indberette moms.

2. Jeg finder mappen med papirer frem, konstaterer, at det hele ligger hulter til bulter, roder lidt febrilsk i det og lægger derefter mappen et sted, hvor den på ingen måde skal ligge.

3. Jeg finder ud af, at der nu kun er 3 dage, til jeg skal indberette moms.

4. Jeg leder panikslagent efter mappen med papirerne, finder den under sengen/i en gammel flyttekasse/i klædeskabet, og beskylder det første familiemedlem, jeg ser, for altid at flytte mine ting, så jeg ikke kan finde noget.

5. Jeg konstaterer at halvdelen af bilagene mangler, at der til gengæld er 47 bilag, der ikke figurerer på kontoudtoget, OG at jeg har smidt min revisors telefonnummer væk. Igen. Og glemt at sætte penge fra til moms. Igen.

6. Jeg lover mig selv, at NU vil jeg til at være sådan een, der gemmer alle notaer og aldrig ringer og græde-tigger bogholder-Bente om at lave regnskab på rekordtid. As f*cking if!

Jeg er en revisors værste mareridt. Jeg har slidt 2 bogholdere op på 4 år. Som i fået dem til at “gå på pension”.  Gu’ er de da ej gået på pension. De har da bare siddet med alle mine små afrevne lapper og post-its og pis, og så har de sagt “Det her, det gør jeg fandme ALDRIG igen! Hun er jo idiot!”

Nu har jeg fået en helt ny mand at slide på. Sådan een af dem, der venligt og overskudsagtigt forsøger at forklare mig ord som omsætning og debitorer og à conto på en måde, så jeg får lyst til at blive et bedre menneske. I hvert fald et mere ordentligt eet. Og helt selv tror på, at det er muligt i det øjeblik, han siger det. Lige indtil næste gang jeg skal finde mappen, og jeg kommer i tanker om, at nogen forventer, at jeg har været voksen nok til at lægge fra til skat selv…

Hver gang jeg skal lave regnskab, beslutter jeg, at det her med at være selvstændig, det er sgu ikke mig. Oh lykke at sidde på et reklamebureau og få sin pæne lønseddel ind ad døren og skatten trukket automatisk. Een gang for alle kaste håndklædet i ringen og råbe “Jeg fatter STADIG ikke forskellen på omsætning og indtjening, og fuuuuuuuuuuck være med dét!”

Men der er jo så mange fordele ved at være freelancer og arbejde hjemmefra. Jeg behøver ikke at undskylde overfor en chef, når mine børn er syge for 3. gang på en måned. Jeg kan skovle kartoffelbåde og spejlæg ind til “Dr. Quinn, Medicine Woman” hver dag uden at folk synes jeg er klam. Eller de kan i hvert fald ikke se, jeg er klam. Og jeg behøver ikke at stable mig selv op på de høje hæle (eller – who am I kidding – gå i bad) hver dag. Så jeg tror sgu det er mere mig, det der med at være selvstændig. Man ville jo muligvis synes, jeg var lidt småsær ude på de danske arbejdspladser:

 

 

 

Share on Facebook

13 Comments

  1. Åh, Pernille, jeg kender det godt. Jeg har godt nok kontor ude i byen, så jeg ikke bliver alt for sær, men nogle af mine mest produktive dage hjemme i sengen i nattøj og med computeren på skødet … helt til kl 17 … og så er det jo spildt at begynde at gå i bad den dag … Og det er bedst om mandag, for så er det lidt ligesom at pjække, selv om jeg arbejder …

    • Jeg kan godt lide, du skriver “spildt at gå i bad den dag” :-D Det er faktisk ret miljøbevidst af os i disse krisetider…

  2. Jeg vil SÅ gerne arbejde freelance. Jeg egner mig bedst til at gøre hvad jeg vil, når jeg vil og ikke stå til regnskab for en chef. Når jeg har fået skovlet noget erfaring sammen SÅ gør jeg det. Og det blir godt! :)

    • Go, go, go, Nina. No time like the present. Men sørg for orden i regnskaberne fra starten. Hæ.

  3. Hi hi – skøn griner :-D

    Sig til når du har slidt den næste revisor op – jeg kender en som har specialiseret sig i at håndtere kunstnere og deres nettoposer med små krøllede boner og (manglende) kvitteringer.

    Og så synes jeg det er ret flot, at du har tegnet mig så præcist, uden du var i rummet :-)

    kh
    tina

  4. Griner stadig! Spot on. Nikker genkendende til så meget af det du skriver at jeg ligner en af de der hunde der står i bagruden på biler…
    :-) ))

  5. Tina: Og hvordan kan du vide, at jeg afleverer tingene i en nettopose? (Gerne een, der tidligere har været brugt til tomme flasker, så der ligger en ølsjat i bunden, og man fremstår som ikke bare et rodehoved, men et alkoholiseret rodehoved… )

    Christine: Hæhæ. Elsker de hunde. Og elsker folk, der nikker til alt hvad jeg siger :-D

  6. Åh, Pernilchen! Jeg var færdig af grin, da jeg så din tegning! Det er jo ligesom at se mig selv … bare uden ansigtsmasken. Det kan være lige meget, når det kun er ungerne, der skal se mig. Og fuck badet – de elsker mig alligevel, selvom jeg lugter af abebur :-) Det er fantastisk at være selvstændig! Tænk, hvor meget tid vi sparer, som vi så kan bruge på kartoffelbåde og Dr. Quinn! We love it!

  7. Hold da kæft – det er jo mig du skriver om. DET HELE !!! – hurrraa at jeg ikke er den eneste. Jeg når heller ikke i bad hver dag…mine kvitteringer flyder rundt omkring. De forsvinder mange af dem. Manden siger konstant, at nu må jeg sgu da snart ha´ lært at få styr på de kvitteringer efter 3 år. Nope. Det har jeg så ikke..

    Jeg kan godt finde på, at tømme opvaskemaskinen og redde sengen 5 min. inden han kommer hjem fra arbejde, bare så han ikke skal tænke, at jeg er alt for doven…kl. er lige nu 11.30 og jeg er har endnu ikke været i bad eller børstet tænder (kun lidt pinlig berørt når postbudet kommer med en pakke og jeg står der og stinker af dårlig ånde og en frisure der mangler)…herligt og befriende indlæg :-)

    • Haha, Bettina. Blev nødt til lige at læse din kommentar for min kusine, der også er selvstændig. Og lad os bare sige, at vi griner med dig og ikke af dig :-D Den der med at rede seng og tage opvasken fem minutter i at “FAR” kommer hjem, den er ikke helt fremmed :-) Skal vi virkelig bare konstatere, at selvstændige kvinder er nogle svin? Een eller anden med orden i økonomien og god personlig hygiejne: giv lyd!!

  8. Så står man lige der og overvejer om man måske skal være selvstændig engang i fremtiden, og støder så på dit indlæg. Føltes lidt som at se i en krystalkugle! Er bare glad for at der trods alt findes revisorer der også kan klare krøllede, usorterede bon’er ;)

    • Ja for hulen, spring du bare ud i det! Har lige afleveret en bunke krøllede bon’er (den halvdel, jeg ikke har smidt væk i løbet af året) til min søde regnskabsmand igår, og er idag blevet ringet op af ham: “Pernille, de der renteudgifter du har på huset… det ser ikke ud til at du har skrevet nogen på selvangivelsen sidste år… har du glemt det…?” Øhhh… ja. Muligvis. Er det godt eller skidt??? :-D

      • Ha ha, ja, det er vel godt at man har andre talenter, når det ikke lige er udi økonomi/selvangivelse/revision ens stærke sider befinder sig.. Selvangivelsen herhjemme er sådan en man kigger forvirret på og så lægger i en bunke og prøver at glemme alt om.

Leave a Reply