For nylig var jeg til en reception på et stort forlag. En herlig mulighed for at strø om sig med visitkort og lige diskutere lidt beskidt realisme med Karl Ove Knausgård eller hvem man nu ellers lige skulle bumpe ind i.
Desværre bumpede jeg hverken ind i Karl Ove eller nogen andre jeg (ikke) kender, og kom derfor meget hurtigt til at hænge lidt for meget ud ved pindemadderne og stod snart i et hjørne og prøvede at ligne een, der var DYBT opslugt af efterårskataloget med hele flaben fyldt med krabbesalat, små nuttede pølsemadder og miniflødeboller.
Ved siden af stod Joan Ørting og hvinede: “Neeeej… hvor er det VIIILDT, at du er så succesfuld…” Nej, ikke til mig, men til een eller anden tv-fidus. Jeg styrede direkte op i baren. Kunne bare mærke, at jeg ikke kunne klare så megen succesfuldhed i ædru tilstand. Andres succesfuldhed vel at mærke.
2-3 glas vin senere havde jeg passet en forfatter op, som jeg troede, jeg kendte, og derefter flere gange uforvarende være kommet til at stå bag ved ham igen, så han til sidst troede, jeg stalkede ham. Så fik jeg øje på en forfatter, jeg rent faktisk HAR vekslet et par ord med ved tidligere lejligheder. Jeg vinkede til ham, og han så godt nok lidt panikslagen ud, men det lod jeg mig da ikke affærdige af.
Men kender I det, når man pludselig får den der fornemmelse af at “Hov! Det er da vist kun mig, der snakker her!” Han sagde mest “Mmmm” og “Gnnmmff” og kiggede rundt i lokalet som efter en flugtmulighed. Som han tydeligvis fandt lidt efter, da han midt i en sætning – MIN sætning – sagde noget i retning af “Nåmenokaysåhejhej” og spurtede væk.
Bizar oplevelse. Altså jeg ved godt, at det er meningen, man skal mingle til sådan nogle ting. Men man mingler vel ikke over stok og sten midt i en sætning?
Senere mødte jeg faktisk også nogen, der ikke stak af. Men det nager mig stadig med ham dér:
Share on Facebook
· { uhh kender alt for godt den fornemmelse …. } ·